Postkoloniale dialoger i kunsten
- Forfatter: Camilla Lund Mikkelsen
- Institution: Kbh
”Danmark kan købe De Vestindiske Øer tilbage” (Mathorne, 2016). Sådan står der i en artikel fra onlinemediet Videnskab.dk, hvor en forsker fra Rigsarkivet fortæller om en særlig klausul, der giver Danmark mulighed for at tilbagekøbe sin tidligere koloni fra USA. Klausulen skulle efter sigende være skrevet ind i købsaftalen fra 1917, og den gør det muligt at købe øerne præcis 100 år efter salget, så de bliver danske pr. 1. april 2017. Artiklen er den mest læste på sitet i 2016 , og en overraskende stor del af læserne overser den lille men væsentlige detalje, at artiklen er publiceret d. 1. april. Det er naturligvis ”bare” en nørdet aprilsnar.
Spøgen gav Rigsarkivet et væsentligt oprydningsarbejde, som den citerede forsker, Erik Gøbel, ikke havde forudset. Som han forklarer under yldendals boglancering og markering af 100-året for Transfer Day, forventede han, at danskernes kendskab til kolonitiden trods alt var stærkt nok, til at de kunne gennemskue spøgen. Ikke desto mindre virkede aprilsnaren så godt, at idémanden følte sig nødsaget til at rejse sig op og nærmest undskylde et helt år efter. Den slags nørdet humor virker godt i Danmark, men det er anderledes sensitivt på De Amerikanske Jomfruøer1. For hvordan kan man lave sjov med tanken om at købe et andet lands statsborgere tilbage? Og hvilken ret havde man overhovedet til at sælge dem i første omgang?
Ovenstående anekdote peger på, hvordan befolkningen i Danmark er så distanceret fra sin egen kolonihistorie, at den racistiske og neokolonialistiske logik bag aprilsnaren ikke strejfer læserne. Denne distancerede tone går igen i statsministerens nytårstale på jubilæumsårets første dag, hvor Lars økke Rasmussen adresserer Danmarks rolle som slavenation: ”Det er ikke en stolt del af Danmarkshistorien. Det er skamfuldt. Og det er heldigvis fortid.” (Rasmussen, 2017). Budskabet er klart: kolonialisme og kolonialitet hører fortiden til, og det har ikke noget med nutidens befolkninger at gøre.
Hent Camilla Lund Mikkelsens speciale her.
Spøgen gav Rigsarkivet et væsentligt oprydningsarbejde, som den citerede forsker, Erik Gøbel, ikke havde forudset. Som han forklarer under yldendals boglancering og markering af 100-året for Transfer Day, forventede han, at danskernes kendskab til kolonitiden trods alt var stærkt nok, til at de kunne gennemskue spøgen. Ikke desto mindre virkede aprilsnaren så godt, at idémanden følte sig nødsaget til at rejse sig op og nærmest undskylde et helt år efter. Den slags nørdet humor virker godt i Danmark, men det er anderledes sensitivt på De Amerikanske Jomfruøer1. For hvordan kan man lave sjov med tanken om at købe et andet lands statsborgere tilbage? Og hvilken ret havde man overhovedet til at sælge dem i første omgang?
Ovenstående anekdote peger på, hvordan befolkningen i Danmark er så distanceret fra sin egen kolonihistorie, at den racistiske og neokolonialistiske logik bag aprilsnaren ikke strejfer læserne. Denne distancerede tone går igen i statsministerens nytårstale på jubilæumsårets første dag, hvor Lars økke Rasmussen adresserer Danmarks rolle som slavenation: ”Det er ikke en stolt del af Danmarkshistorien. Det er skamfuldt. Og det er heldigvis fortid.” (Rasmussen, 2017). Budskabet er klart: kolonialisme og kolonialitet hører fortiden til, og det har ikke noget med nutidens befolkninger at gøre.
Hent Camilla Lund Mikkelsens speciale her.
