Kårdeduel og mord i Dansk Vestindien



William Vessup levede i Dansk Vestindien i første halvdel af 1700-tallet, og beretningen om hans tid på øerne indeholder stort set alle de dramatiske begivenheder, man kan forestille sig: Drabeligt mord, hektisk flugt, stærke familieforbindelser, retssagsdrama med en grusom dom til følge og sidst men ikke mindst stort vovemod i forsøget på at vinde sin gamle position tilbage.

Vessups ankomst og etablering

Første gang man støder på William Vessup i ejendomsopgørelser, er i landlisten for 1722. Her er Vessup anført som boende hos familien Delicat i byen Charlotte Amalie.

Vessup var gift ind i familien med Anna Delicat, datter af husets ejer, Cornelius Delicat..1  Vessup kom formodentligt til øen som kaptajn, og giftede sig ind i familien. Vessup og Anna blev boende hos svigerfamilien indtil de i 1725 fik huset for sig selv, idet Cornelius og hans kone flyttede til deres plantage på St. Jan.

Ifølge skattelisterne ernærede Vessup sig i denne periode som kaptajn. I 1726 havde han formået at anskaffe sig en plantage på St. Jan, efter Lucas van Beeverhoudts enke.2 På plantagen, som lå lige op ad svigerfamiliens plantager, dyrkedes sukker ved hjælp af arbejdskraft fra 13 arbejdsdygtige slaver. Plantagen var usædvanlig stor: Hele 4040 fod bred og 4700 fod lang, hvor standardplantagen på St. Jan var 2000 fod bred og 3000 lang. Eftersom Vessup boede i Charlotte Amalie, havde han en såkaldt mesterknægt til at varetage den daglige drift. Plantagen lå ved Maho bugten, på den frodige og frugtbare nordside af øen, der egnede sig godt til sukkerproduktion.


Konsolidering og ekspansion

Vessup købte en ny plantage enten i 1727 eller ’28. Den lå i Frands mands Bay kvarteret på sydsiden af St. Thomas. Det er meget svært at afgøre præcist hvor inden for denne administrative inddeling plantagen lå, idet beskrivelserne i landlisterne mildest talt er mangelfulde og uden entydig tolkningsmulighed.

Den nye plantage dyrkede Vessup ved hjælp af sine slaver indtil 1732. Den havde et cattunværk, hvilket betyder, at plantagen producerede bomuld, og havde nogle af de faciliteter, der skal til i forbindelse med behandlingen af dette produkt. Vessups slavebundne arbejdsstyrke forblev i omegnen af 30 arbejdsdygtige individer.3 Der er dog meget lidt at finde om Vessups slaver i kilderne. Den eneste information består af nogle enkelte navne, der i løbet af årene er blevet noteret i forbindelse med køb og samtlige navne i forbindelse med hans bosopgørelse i  1732.4

I 1731 tilkøbte Vessup sig endnu en plantage på St. Thomas. Eller rettere: Han købte to tredjedele af en plantage, som lå op ad den allerede eksisterende.5 William Vessup blev i løbet af 1720erne og de tidlige 30‘ere en relativt holden plantageejer, og igennem ægteskabet og netværket i hans tilgiftede familie formåede han at sikre sig en gunstig position på de to små Caribiske øer. Vessup boede fra slutningen af 1720erne på sin udvidede plantage på St. Thomas i Frenchmans bay med sin kone og sine to døtre.

Mord og landflygtighed

Den 17. april 1732, hen under den sene aften, ændredes Vessup og hans families liv sig markant. Vessup var sammen med sin kone på besøg på en af naboernes plantage. Her kom Vessup og Carl Henrich Cuhlman, som naboen hed, i så voldsomt skænderi, at Vessup sendte sin kone hjem for at få mesterknægten til at bringe ham sine pistoler og kårde.

Da mesterknægten ankom med våbnene, ville han ikke give dem til Vessup, da han mente, at denne var for ophidset. Vessup fik dog alligevel fat i våbnene ved hjælp af en slavedreng, der også var til stede. Med våbnene lagt frem på bordet foran Cuhlman, forsøgte Vessup at tvinge Cuhlman til vælge hvilket våben, de to skulle duellere med. Cuhlman afviste, og bad Vessup komme tilbage dagen efter.

Blodet kom dog alligevel til at flyde, idet Vessup på groveste vis fornærmede Cuhlman ved at kalde ham en Canallie, hvorefter „ginge de da begge med deres kaarder ud af huset imod hverandre, og ieen tiid af eet minute seer Vidned, derefter at Vessuup gaar fra Kuhlman af, … Kuhlman var stuken i brøstet, og blodet udløb, hvorpaa Kuhlman af sin Negere blev baared i huuset, lagt paa sengen, og efter omtrent én half times tiids forløb døde.“6

Allerede inden Cuhlman var afgået ved døden, havde Vessup i hast forladt plantagen, og noget tyder på, at han var klar over gerningens alvor. Han flygtede i al hast - ikke bare fra gerningsstedet, men også fra Dansk Vestindien, og da byfogeden og to ’gode mænd’ næste morgen ankom til Vessups plantage, var kun Vessups kone og hans nye sted-svigerfar, Johannes Uytendahl, at finde.

Cuhlmans lig var om morgenen blevet bragt til byen, hvorfor byfogeden tog affære.7 Ved samme lejlighed opgjorde byfogeden Vessups plantages værdier, hvilket allerede der kunne tyde på, at man i forbindelse med en kommende retssag havde tanker om at fordele disse værdier til andre ejere.

Under den indledende registrering kommenterede byfogeden, at plantagen var forladt af alle slaverne. Ifølge Johannes Uytendahl var en del af dem for nylig blevet transporteret til St. Jan, og resten var flygtet af frygt for repressalier på grund af Vessups handling. Uytendahl mente dog, at de snarest ville komme igen. Som en midlertidig løsning fik byfogeden Johannes Uytendahl til at tage plantagen under sin direktion.8

Dom in absentia

Den 4. august samme år blev William Vessup dømt for mordet på Carl Henrich Cuhlman. Vessup var stadig ikke blevet pågrebet, idet han havde forladt kolonien. Dommen blev således afsagt in absentia. I retssagen forklarede Vessups forsvarer, at det var Cuhlman, der var aggressoren, og at Vessup altså handlede i nødværge. Dette afviste retten ved hjælp af vidneudsagn fra Cuhlmans enke og Vessups mesterknægt.

Selve gerningen afviste Vessup dog ikke - kun omstændighederne, hvorunder han havde taget Cuhlmans liv.9 Dommen over Vessup lød derfor således: at miste sit liv ved Bødelens haan, og hans hoved lod at være forbrudt.10 Vessup blev dog aldrig pågrebet.

Slaveoprør

Under det voldsomme slaveoprør på St. Jan i 1733-1734, blev hele øen vristet fra kompagniets hænder.11 Mange af de derboende plantere omkom, hvis de da ikke nåede at flygte i tide. De rebellerende slaver slog stort set alle de hvide ihjel, som de kunne komme i nærheden af, og de brændte adskillige plantager ned.

Vessups tidligere plantage tog voldsom skade under oprøret. På Vessups plantage blev beboelseshuset, kogehuset og magasinet totalskadet i brand. Destilleriet blev delvist beskadiget, mens en mølle forblev ubeskadiget. Ibland de slaver der senere blev angivet som de konspirerende i oprøret, var der ikke en eneste af Vessups.12

Spørgsmålet er dog, hvad fraværet af Vessups slaver iblandt de oprørende kan ses som et udtryk for? For det første vil jeg mene, at en sådan liste er baseret på så tyndt et grundlag - altså vidneudsagn fra enten tilfangetagne slaver udsat for grum behandling eller vidneudsagn fra de våbenføre mænd, der nedkæmpede oprøret - at listen kan siges at være nær ubrugelig til at identificere oprørerne. Listen indeholder givetvis en masse oprørere, men formodentligt også en masse forkert angivne samt slaver, som blev holdt som slaver af oprørerne.

For det andet mener jeg, at fraværet af Vessups slaver ikke bør tages som udtryk for, at han behandlede sine slaver godt. Det kunne lige så vel være, at ingen af dem stod i interessefællesskab med den oprørende gruppe af nyankomne vestafrikanske slaver, som var den primære drivkraft i oprøret. Slaver fra modstridende stammer havde udsyn til blot at blive slaver for oprørerne, hvis de vandt, og så var de lige vidt.13 Der verserer flere historier om, at Vessup i tiden efter mordet på Carl Henrich Cuhlman besøgte St. Jan for at ’stjæle’ sine egne slaver tilbage.14

Det har dog ikke været muligt at konfirmere dette i mine arkivstudier, så denne påstand må stå hen i det uvisse. Det sidste, vi hører om Vessup selv, handler om en dramatisk begivenhed: Han gjorde et desperat og farligt forsøg på at blive fritaget fra sin straf ved at forsøge at tilfangetage oprørets ledere ved list.15

Vessup skulle simulere at ville sælge krudt til oprørene fra en båd, og lokke de forhandlende oprørere ombord og stikke af med dem. Det lykkedes dog ikke Vessup at gennemføre noget, der imponerede administrationen på St. Thomas, hvorfor Vessup forblev udenlands og aldrig igen kom tilbage til Dansk Vestindien som plantageejer.

Andre historikeres udlægning

En af de underfundigheder man oplever ved nærstudiet af et konkret handlingsforløb, er ofte hvor grovkornet de store brede historiske værker om emnet er. Dette gælder også i denne sag. F.eks. skrev Waldemar Westergaard i The Danish West Indies at mordet blev begået ganske få måneder før slaveoprøret I 1733. Det er altså halvandet år senere end hvad det originale kildemateriale oplyser. Denne noget upræcise datering af mordet, bliver desværre ukritisk gengivet af både Kay Larsen i Dansk Vestindien 1666-1917 og Palle Lauring i Dansk Vestindien.

Et andet godt eksempel er hvordan Bro-Jørgensen i Vore gamle tropekolonier skriver at Vessup havde stukket sin nabo ned. Dette ligger en del fra at have udkæmpet en duel.
 

Noter

  1.  St. Thomas Landliste for år 1722-23
  2. St. Thomas Landliste 1726-27; St. Jan Landliste 1728
  3. St. Thomas Landliste 1732;
  4. St. Thomas Landliste 1726-1727; Vessups Skiftebrev s. 13.
  5. St. Thomas Landliste 1731
  6. Vessups Skiftebrev s. 19-23
  7. Vessups Skiftebrev s. 1-2
  8. Vessups Skiftebrev s. 2-3
  9. Vessups Skiftebrev s. 21-25
  10. Vessups Skiftebrev, s. 25-26
  11. Hornby, Ove: Kolonierne i Vestindien . 1980, s. 91-96
  12. Det Vestindisk-Guineiske Kompagni. Direktionen. Breve og dokumenter fra Vestindien 173334
  13. Hornby, Ove: Kolonierne i Vestindien. 1980, s. 91-96
  14. Bro-Jørgensen, J. O.: Vore gamle tropekolonier. Bd. 1. 1966, s. 227
  15. Pannet, Pierre J.: Report on the execrable conspiracy carried out… 1984, s. 16
Tilbage

 

Danmarks sorte samvittighed - tre film om vores tid som kolonimagt

Film 1: En sort hvid historie - Vores rigdom, deres ulykke.  Se filmen på Youtube her. Spilletid 28 min 22 sek.
Slave- og sukkerhandel skabte enorme formuer - og var med til at betale for nogle af de flotteste bygninger i København. Et par afrikanske studerende på byvandring er overraskede. De kendte naturligvis til slavetiden, men ikke til Danmarks involvering. Den bestod blandt andet i, at man avlede slaver som man avlede husdyr. For at sikre nye slavebørn til sukkermarkerne. En efterkommer fortæller, hvordan hans berygtede forfader Hans West, var med til det. Et par unge danske forskere fortæller om, hvordan Afrika i de år blev drænet for mennesker.

 


Film2: Frihed og salg - To versioner af samme historie. Se filmen på Youtube her. Spilletid 27 min 51 sek.
I Danmark og på de amerikanske Virgin Islands fortælles historien om afskaffelsen af slaveriet på meget forskellige måder. På øerne har de ikke meget respekt for den danske version og for de danske helte. I tiden efter slaveriet gik det kun værre. Danskerne mistede interessen for øerne, fordi de ikke gav penge. Og befolkningen blev overladt til dens egen skæbne.

Film 3: Danmarks sorte samvittighed - Undskyld eller ...  Se filmen på Youtube her. Spilletid 28 mni 10 sek.
Danmark solgte sine øer i Caribien - og så glemte vi nærmest alt om dem. Danmark har intet  mindesmærke for de 100.000 afrikanere, der blev ført til De vestindiske øer som slaver. Det undrer man sig over på De amerikanske jomfruøer. Efter slaveriet blev det ved med at gå ned ad bakke. Den sorte befolkning døde af sygdomme og fattigdom. Til sidst var der så få mennesker, at det ikke længere var muligt at drive sukkerplantagerne. Der manglede arbejdskraft. Og så solgte Danmark øerne. Lokalbefolkningen blev ikke spurgt. USA tog over  med en militær regering af hvide officerer fra de amerikanske Sydstater.

På øerne er der nogle, der mener, at Danmark burde give en undskyldning. Andre mener, at vi hellere bør kigge fremad - og se om vi kan finde en fælles forståelse af, hvad det egentlig var der skete.

Vejen til historisk viden - udvalgte artikler i medlemsblade

Ingen børnepenge i vestindien

Forfatter Gunvor Simonsen
Artikel udgivet: September 2007

"I Vestindien lå det ikke statsmagten på sinde, at sikre de uægte børn sådan som de skulle sikres i Danmark. I kolonierne gjaldt det i stedet om at bevare de ”Blankes Ære og Familiers Roelighed”, som der stod i reskriptet. Der var med andre ord meget stor forskel på dansk og dansk-vestindisk retspleje, når det gjaldt uægtebørn og illegitim seksualitet". I 1700-tallets slutning reformerede den danske enevælde den lovgivning om utugt og løsagtighed, som havde karakteriseret Danmark siden reformationen i 1530’erne.

En artikel i serien "Historisk Kavalkade" der blev bragt i medlemsbladet i årene 2007 - 2011.
Læs mere . . . .

 

Uretfærdigheder oplevet af frikulørte Karen Theresa 1815-1819

Forfatter: Elisabeth Rezende
Artikel udgivet: September 2009
I serien "Historisk Kavalkade" i DWIS' medlemsblad blev denne artikel skrevet af Elisabeth Rezende og oversat af Vibeke Maduro Tuxen ´bragt i 2009.
"Karen Theresa Curtis havde været vidne til den modstand hendes far, ægtefælle og de frikulørte mænd i samfundet havde udvist mod hvad de følte var utallige retmæssige krænkelser mod dem. Hun var helt bevidst om, at uanset hvilke krænkelser mændene havde lidt, så havde også kvinderne lidt dem. Som forretningsdrivende havde hun haft sine egne slag at udkæmpe i driften af forretningen og opsynet med en gadehandlende slave. Men, til forskel fra mændene, havde hun ikke muligheden for at deltage i kollektive demonstrationer i gaderne eller for at underskrive andragender, selv om hun følte dybt inde, at hun havde intelligensen og modet til at gøre det."
Læs mere . . . .

 

 

Orkaner i Dansk Vestindien i 1916

Forfatter: Magne Juhl
Artikel udgivet: November 2017
Det kan være svært at se, hvordan orkanen  i 1916 var i forhold til orkanerne i år. Den 9. oktober 1916 var der ifølge  www.stormcarib en vindstyrke på 110 miles per time og et barometertryk på 963 mbar. Det svarer til en kategori 2 hurricane eller mere, idet der ved en kategori 3 anføres fra 964 til 945 mbar.

 

Dansk Vestindisk Selskab – for dig der er interesseret i de tidligere danske øer i Caribien. Skriv til os på dvs@dwis.dk

CVR. nr.  30 84 69 31 - Formand Lars Hven Troelsen - Strandøre 19, 2100 København Ø - Tlf. 4051 9495.

Bankkonto: Lån & Spar Bank 0400-117 00 79724.

Mobilepay: 65692

IBAN-nr. DK200400 170079724; BIC-kode LOSADKKK

 

Websitet anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og at målrette annoncer. Når du besøger vores hjemmeside, accepterer du automatisk vores brug af Cookies.