Udskriv


Uretfærdigheder oplevet af frikulørte Karen Theresa 1815-1819



I serien "Historisk Kavalkade" i DWIS' medlemsblad blev denne artikel skrevet af Elisabeth Rezende og oversat af Vibeke Maduro Tuxen ´bragt i 2009.
"Karen Theresa Curtis havde været vidne til den modstand hendes far, ægtefælle og de frikulørte mænd i samfundet havde udvist mod hvad de følte var utallige retmæssige krænkelser mod dem. Hun var helt bevidst om, at uanset hvilke krænkelser mændene havde lidt, så havde også kvinderne lidt dem. Som forretningsdrivende havde hun haft sine egne slag at udkæmpe i driften af forretningen og opsynet med en gadehandlende slave. Men, til forskel fra mændene, havde hun ikke muligheden for at deltage i kollektive demonstrationer i gaderne eller for at underskrive andragender, selv om hun følte dybt inde, at hun havde intelligensen og modet til at gøre det."
Mens hun ventede på, at hendes kvindelige slave kom tilbage med nyt om retssagen, kunne Karen Theresa Heyliger Curtis, mulat(1), ikke forestille sig hvad rettens dom ville blive. Til rækken af høringer ledet af en særkommission i Dansk Vestindien tillod man ikke observatører. Kun de øverste politichefer, anklageren, statens sagførere og forsvarere var til stede foran dommeren.

Der var ingen jury(2). Høringerne havde til formål at undersøge urolighederne i Water Gut, Christiansted, den 26 december 1816. Ved afslutningen af de årlange undersøgelser måtte familiemedlemmer høre om dommen enten ved at vente uden for under de store mahognitræer i Fort Christiansværns indkørsel eller ved at sende tjenestefolk for at bringe nyhederne med tilbage. Karen Theresa ventede på en afgørelse, men havde ingen anelse om, at den ville være så forskellig fra, hvad både hun og hendes omgivelser havde forventet.

Karen Theresas selvstændige liv var begyndt efter hendes mors, Elizabeth Chaberts død i 1815. Karen, som da var 16 år, havde sikret sig et lån for at skabe nyt liv i det bageri og konditori, der lå i William Heyligers butik/bolig, Prinsensgade 8, beliggende ved den travle tværgade mellem Kongensgade og Kompagnigade i Christiansted.

Hun og hendes mor havde hjulpet Heyliger i hans forretning. I hendes mors testamente var der gjort opmærksom på  husets forfaldne tilstand og det beskadigede værktøj. For at opfylde de lovmæssige krav vedr. lånet havde Heyliger erklæret, at Karen var hans datter og hun tog herefter hans efternavn. Han underskrev admodningen som hendes værge, da det kun var enker, der selvstændigt kunne varetage deres egne forretninger(3).

I løbet af sørgeperioden for moderen var William Heyliger kommet på kant med myndighederne ved at nægte at bære den kokarde, der var det ydre tegn, der adskilte frikulørte fra slaver. Karen havde overværet, at soldater havde truet med at arrestere ham med henblik på deportering for hans modstand. Det var almindeligt, at de danske kolonimyndigheder deporterede fremmede, der ansås som ballademagere.

Heyliger var født på St. Eustatius. Med en kvindelig slaves hjælp kunne Karen bage og sælge nok til at være i stand til at betale den gæld, moderen havde efterladt og til at forsørge sin aldrende far. Karen måtte ikke alene klare forretningen, stå op tidligt for at bage morgenbrødet og lave kager til eftermiddagens te, men også overvåge sin hjælpers gadehandel. Hun måtte registrere sin hjæper som autoriseret gadesælger, og hvis der skulle opstå stridsspørgsmål omkring salget, måtte Karen selv afgøre sagen.

Hun havde kun koloniloven i ryggen, hvis gerningsmanden var enten frikulørt eller slave. I tilfælde af en sådan tvist kunne hun henvende sig til kaptajnen for det frikulørte korps. I august 1816 giftede hun sig med Thomas Curtis, kontorist i et handelshus i Kongensgade. Curtis’ arbejdsgivere erklærede for retten, at de havde kendt ham siden hans barndom(4) og at han var kendt som ”fredelig og velvilligt indstillet”. Nu, i maj 1817, var Thomas Curtis og syv andre unge frikulørte mænd stillet for retten for at have anstiftet uroligheder i Water Gut anden juledag, den 26. december 1816.

Karen huskede tydeligt, at hun havde været meget opbragt den 2. januar 1817, et par dage efter episoden, hvor soldaterne arresterede hendes mand. De var kommet til hoveddøren på hesteryg og havde snoet et reb omkring hans hals og hænder og tvunget ham til at gå bag hesten til Christiansværn, hvor han ville blive anklaget. Han var blevet transporteret til fængslet, som om han var en slave. Senere samme dag havde hun fået at vide, at 20 andre unge frikulørte mænd også var blevet arresteret og ligeledes underkastet forhør for samme episode. Anklagen lød på forstyrrelse af lov og orden. De blev idømt tre dage på vand og brød og derefter løsladt(5).

Hun vidste, at konflikten var begyndt da Arthur Potter, en kreolsk sømand der sejlede mellem sin fødeø St. Martin og St. Croix, arrangerede et selskab 2. juledag i sit hjem Water Gut Street 6. Under selskabelighederne var en uindbuden gæst, en frikulørt mand, dukket op og havde startet et slagsmål med værten. Slagsmålet bredte sig ud på gaden, hvor nogle frikulørte mænd sloges med Potter og hans to kreolske venner.

En af dem blev slået ud, og kreolerne slæbte derefter det bevidstløse offer, Francis Usher, til fortets dør og flygtede. Francis Usher døde næste dag.

Karen tænkte tilbage på de frikulørte mænds uro gennem de seneste år. I maj 1815 var en gruppe frikulørte blevet arresteret for at nægte at gøre tjeneste i det obligatoriske frikorps efter at danskerne havde fået de vestindiske øer tilbage fra briterne.

Under besættelsen 1807-1815 var den danske lov, der påbød de frikulørte at tjene i paramilitæret, blevet suspenderet af briterne, som brugte deres egne tropper.

Da danskerne vendte tilbage i april 1815, forordnede fungerende guvernør Oxholm imidlertid at  det frikulørte korps blev indsat i nattepatruljerne og eftersøgningerne af bortløbne slaver. De unge frikulørte mænd, som var opvokset under den britiske besættelse uden at skulle tjene i dette korps, nægtede derfor nu at gøre dette. 15. maj 1815 gjorde de oprør, blev arresteret og frigivet med en alvorlig advarsel, der gjorde dem opmærksom på deres borgerlige pligter. De frikulørte mænd var ikke tilfreds med resultatet af deres offentlige protest og arbejdede sammen på at udfærdige et andragende til kongen.

De forsikrede kronen om deres troskab og anførte, at de ønskede at opnå borgerlige rettigheder som frie mænd og som loyale undersåtter. De ønskede at ligestilles med de kreolske indbyggere. I deres andragende klagede de over, hvordan deres kvinder og børn led under krænkelser begået af kreolske borgere og at de, de frikulørte mænd, ikke havde nogen retsmæssige beføjelser til at sikre beskyttelse mod disse fornærmelser og krænkelser.

De klagede over, at mænd af deres klasse blev straffet af de koloniale myndigheder, som om de var medlemmer af slaveklassen. Desuden ønskede de at komme i betragtning til borgerbreve (en slags næringsbreve) på lige fod med plantere og handlende. Med sådanne tilladelser fulgte medlemskab af borgerkorpset, en paradeenhed.

Derimod afskyede de frikulørte deres påtvungne tjeneste i frikorpset. De anså sig selv som produktive borgere, der bidrog til byens handel, og mente ikke at de skulle tvinges til at jagte bortløbne slaver. Endelig ønskede de frikulørte mænd at drive traktørsteder og kroer for rejsende frikulørte. I andragendet af 1. april 1816 havde den frikulørte klasse udtrykt ønsket om egne borgerlige rettigheder. Men de foreslog ingen politiske rettigheder for denne klasse.

Over 300 mænd fra alle tre øer havde underskrevet andragendet, men mærkelig nok ikke Thomas Curtis6. De stolede ikke på nogen og sendte hemmeligt to prominente frikulørte mænd til København, for personligt at overrække dokumenterne til det danske hof. Da de koloniale myndigheder fik nys om dette, blev de oprørte og tilbagekaldte de to mænd under henvisning til den forordning, der bød beboere at skaffe en tilladelse fra politichefen til at forlade øerne.

Havde de synspunkter, der blev fremført i andragendet, sat fokus på uroen mellem kreoler and de frikulørte mænd?

De danske koloniale myndigheder var rasende over urolighederne, demonstrationerne og de frikulørtes udfærdigelse af andragendet  både i Christiansted og St. Thomas. Myndighederne holdt også nøje øje med udviklingen i de frikulørtes oprør på de britiske øer. Hvad angår Karens ægtefælle og de andre mænds fængsling fra januar til maj 1817 havde den dansk vestindiske Kommission studeret de uroligheder, der var anstiftet af denne middelklasse, og det andragende, der var sendt til kongen.

Af de opringelige 20 mænd, der blev taget ind til forhør i januar 1817 ved Water Gut episoden, var Thomas Curtis og seks andre udpeget som hovedmænd og var blevet fængslet igen mens de afventede dommen. Nyheden om dommen kom i maj 1817 og gik fra mund til mund.

På dette tidspunkt blev detaljerne i Kommissionens procedurer forklaret Karen af frikulørte mænd med juridisk uddannelse. Sagen blev ført som kriminalsag og ikke som som civil sag. I januar 1817 var de 7 mænd formelt blevet anklaget for forstyrrelse af  lov og orden og havde afsonet deres domme på tre dages vand og brød.

Nu blev de derimod betragtet som kriminelle ”mod kongen”.

Følgelig anklagedes de nu for statsforrædderi. Karen kunne ikke fatte hverken ændringen i forbrydelsens art eller dommens alvorlighed. Efter hendes mening havde hendes mand allerede afsonet sin dom og havde været i fængsel i mange måneder. Bitter og overraskende hørte hun, at mændene allerede var sendt med skib til København.

I København tilbragte mændene to år 1817-1819, mens deres sag blev appelleret til Højesteret. I den tid var de ankla gede mænd på fri fod mod kaution. De dansk vestindiske koloniale myndigheder må have været blevet meget forbitrede, da de hørte, at deres kriminelle gik frit rundt i hovedstaden. Men Højesterets dommere fandt, at den oprindelige dom på 3 dage på vand og brød for forstyrrelse af lov og orden var passende i sagen. Følgelig blev mændene sendt tilbage til øerne.

Karen Theresa Curtis havde været vidne til den modstand hendes far, ægtefælle og de frikulørte mænd i samfundet havde udvist mod hvad de følte var utallige retmæssige krænkelser mod dem. Hun var helt bevidst om, at uanset hvilke krænkelser mændene havde lidt, så havde også kvinderne lidt dem. Som forretningsdrivende havde hun haft sine egne slag at udkæmpe i driften af forretningen og opsynet med en gadehandlende slave. Men, til forskel fra mændene, havde hun ikke muligheden for at deltage i kollektive demonstrationer i gaderne eller for at underskrive andragender, selv om hun følte dybt inde, at hun havde intelligensen og modet til at gøre det.

Hun mente selv, at hvis hun havde haft muligheden,ville hun have haft gnisten til at arbejde for at råde bod på uretfærdighederne mod hendes klasse.

Noter

  1.  Karen (Carren) Theresa Hoppock (Hassicot)  fødtes i 1799 af slaven Elizabeth Chabert, som var migreret til St. Croix fra St. Martin. I 1801 havde Elizabeth fra E. Chabert købt frihed for sig selv og i 1804 for sit spædbarn. Moder og datter fik først deres frihedsbrev i 1810. (Rigsarkivet  Mandtal over De Friefarvede,  Christiansted, St. Croix, 1816). En mulat er efterkommer af en fader af europæisk slægt og en moder, der er efterkommer af en afrikaner. En kreol er en person af europæisk slægt, der er født på øerne.
    Siden grundlæggelsen af Christiansted i 1733 var der en middelklasse bestående af en racemæssig blanding af kreolske handlende, plantere og forvaltere samt deres slaver.  I et plantersamfund blev denne klasse middelklassen, de frikulørte eller frifarvede. Der eksisterede mere end 40 forordninger, som denne klasse skulle rette sig efter. Efterhånden som antallet af den frikulørte klasse steg, udstedtes der et stigende antal love for at begrænse deres liv.
  2. William Heyliger, født 1771 i St. Eustatius, var flyttet til St. Croix da situationen i Hollandsk Vestindien blev problematisk p.g.a. de mange europæiske kriges følgevirkninger. I tidsrummet 1730-1815 oplevede hollandske beboere plyndring af deres plantager, tilfangetagelse af afrikanske slaver og en embargo på fragtgods. Danmark og  Dansk Vestindien var i den periode neutral.
  3. homas Curtis blev født i 1797 i New York og flyttede til øerne som ganske lille. Mandtal 1816.
  4. En politivedtægt forbød frikulørte at deltage i kreolske selskaber og kreolere i at deltage i frikulørte selskaber. Overtrædelse blev normalt straffet med bøde.
  5. En William Heyliger underskrev, men da der var 7 mænd af samme navn, ved vi ikke hvilken af dem der underskrev.  
Tilbage