Ingen børnepege i Dansk Vestindien

"I Vestindien lå det ikke statsmagten på sinde, at sikre de uægte børn sådan som de skulle sikres i Danmark. I kolonierne gjaldt det i stedet om at bevare de ”Blankes Ære og Familiers Roelighed”, som der stod i reskriptet. Der var med andre ord meget stor forskel på dansk og dansk-vestindisk retspleje, når det gjaldt uægtebørn og illegitim seksualitet".
En artikel i serien "Historisk Kavalkade" der blev bragt i medlemsbladet i årene 2007 - 2011.
I 1700-tallets slutning reformerede den danske enevælde den lovgivning om utugt og løsagtighed, som havde karakteriseret Danmark siden reformationen i 1530’erne.

Hvor man tidligere havde retsforfulgt utugt for at undgå, at Guds straf ramte hele landets befolkning, mente man i 1700-tallets slutning, at det var vigtigt at regulere illegitim seksualitet af samfundsmæssige årsager. Nu drejede det sig om at undgå forargelse og opretholde ærbarhed og gode sæder.

De forandringer, som prægede 1700-tallets tanker om seksualitet, hang blandt andet sammen med, den såkaldt merkantilistiske forestillingen om at en stats rigdom blev afspejlet i dens befolkning. Jo flere produktive mennesker Danmark havde jo rigere var landet, og derfor var det vigtigt at også uægte børn blev opfostret til at blive produktive borgere.

I Danmark reformeres sædelighedslovgivningen i overensstemmelse med tidens nye tanker. Det var stadig meningen, at seksualitet skulle udøves i ægteskabet, og derfor opretholdt man straffene for utugt, men det skulle ikke længere lægges børn til last, at deres forældre ikke var gift. Det var, mente man, naturligt at forældre tog sig af deres børn, også hvis de var uægte. I tråd hermed blev det i 1763 slået fast ved lov at fædre skulle betale til deres uægte børns opfostring, og i 1771 blev det bestemt at stille ægte og uægtebørn lige.

Men der var langt fra Danmark til Vestindien.

I de vestindiske kolonier faldt tanken om at understøtte mødrene til uægte børn til jorden, allerede inden den havde fået afsæt, og der var heller ikke noget ønske om, at retsforfølge udenomsægteskabelig sex. Det kan blandt andet ses i den lov, et såkaldt reskript, som i 1784 blev udstedt til den vestindiske generalguvernør og regering. Reskriptet handlede om, hvordan den vestindiske koloniadministration skulle forholde sig, hvis en sort eller farvet kvinde udlagde en hvid mand som far til sit barn.

Reskriptet var foranlediget af en henvendelse fra koloniadministrationen til Danske Kancelli, og her godtog man den argumentation, man havde modtaget fra Vestindien. Kancelliet udstedte et reskript, som slog fast, at: ”ved uægtebørns Daab, hvor Mødrene ere Couleurte, hvad enten de er Frie eller Slavinder, maa Præsterne ey spørger om Barne Faderen, ej heller om ham giøres nogen Angivelse til Byefogderne, hvilke derefter ey heller maae kræve Leyrmaals Bøder af Slavinder, da det i ovenanførte Tilfælde, naar Couleurte udlægge Blanke til Barnefader, skal have sit forblivende ved disses Simple Benægtelse” Lejrmål var samtidens juridiske betegnelse for seksuel omgang mellem ugifte.

I reskriptet fik embedsmændene i Kancelliet slået fast, at der ikke kunne være tale om at opkræve lejrmålsbøder af slavinder. Så langt var man endnu ikke kommet i Danmark, hvor lejrmålsbøderne først blev ophævet i 1812, og da kun første og anden gang forbrydelsen blev begået.

Men reskriptet drejede sig ikke kun om bøder og straf. Det fratog også sorte og farvede kvinder muligheden for at kunne udlægge en fri mand som far til deres barn. Det betød, at man fjernede disse kvinders mulighed for ad lovgivningens vej at få børnepenge. Embedsmændene i Danske Kancelli var formentlig godt var klar over, at de med 1784 reskriptet introducerede et princip, som stred fuldstændigt med tidens danske tanker om, hvad en kristen regeringsførelse indebar.

I Vestindien lå det ikke statsmagten på sinde, at sikre de uægte børn sådan som de skulle sikres i Danmark. I kolonierne gjaldt det i stedet om at bevare de ”Blankes Ære og Familiers Roelighed”, som der stod i reskriptet. Der var med andre ord meget stor forskel på dansk og dansk-vestindisk retspleje, når det gjaldt uægtebørn og illegitim seksualitet. Forskellen var så stor, at reskriptet blev ikke offentligt bekendtgjort, selvom det ellers var normalt for kongelige reskripter i perioden.

De enevældige embedsmænd mente, at indholdet var anstødeligt, og kunne forårsage forargelse blandt kongens undersåtter i Danmark. Det havde de sikkert ret i, for det kan ikke have været svært for datidens københavnske borgerskab, at læse reskriptet, som en accept af utugt og løsagtighed.

Alt i alt havde reskriptet fra 1784 ikke nogen særlig indflydelse i Dansk Vestindien. Det legaliserede bare den hidtidige retspraksis, og det var en praksis som bestod i, at dommere undgik at bringe sager til doms, som på den ene eller anden måde berørte seksuelt samkvem mellem frie mænd og sorte eller farvede kvinder. Denne praksis skyldtes formodentlig, at dommerne ikke var helt sikre på, at de i sådanne sager kunne dømme retfærdigt, og derfor foretrak de slet ikke at dømme.

Det var lige præcis det, der skete for slaven Barnes i 1815. Hans historie illustrerer fint, hvordan koloniembedsmænd undgik at tage stilling til konflikter angående seksualitet. I 1815 gik Barnes til Christiansted politimester for at klage over sin forvalter. Forvalteren havde, ifølge Barnes, ”frataget ham hans kone Salmy”.

Sagen blev sendt videre til generalguvernøren med følgende kommentar: ”Tingen er denne: at forvalteren skal have omgang med Barnes kone. Denne forbrydelse er vel stor, dog er den ikke let at bevise”.

Politimesteren foreslog derfor at sagen blev afgjort ved en ” redelig mand”, og det betød, at den aldrig kom for retten.

I perioden fra 1780’erne og frem til 1820’erne var der kun en enkelt kvinde af afrikansk herkomst, som fik prøvet en faderskabs sag i Christiansted Byret. Kvinden var det ”frikulørte fruentimmer” Jane Harwell, og for hende fik reskriptet fra 1784 betydning. Det skete da hun i årene 1818 og 1819 i Christiansted Byret forsøgte at få David Levy Jr. til at bidrage økonomisk til deres fælles datters underholdning.

Pigens navn var Adelani.

Hun blev født 1810 og var altså 8 år, da sagen startede. Hvad hun tænkte om hele forløbet, får vi aldrig at vide, men hendes mor, Jane Hartwell, var en kvinde, der nok kendte sit værd. I retten lagde hun hårdt ud og krævede, at David Levy betalte et beløb på godt totusind rigsdaler for at dække de udgifter, hun havde haft ved at opfostre Adelani. Måske vidste Hartwell godt, at det var et stort krav. I hvert fald understregede hun, at hun ønskede at retten fastsatte et beløb, der kunne dække ”barnets nødtørftige underholdning”, hvis kravet ikke blev imødekommet. Sandsynligvis havde Jane Hartwell ikke særlig mange penge at føre sag for. I hvert fald havde hun fået lov til at anlægge sagen uden at skulle betale dens omkostninger.

Det var sjældent, at denne mulighed blev brugt ved de vestindiske domstole, og hun må på en eller anden måde have overbevist dommeren om, at lige præcis hun havde fortjent det. Den anden part i sagen, den udlagte barnefader David Levy Jr., var købmand i Christiansted. Levy havde netop året før fået stjålet varer fra sin butik til en værdi af 411 dollar, og derfor kan vi nok antage, at han havde midler til at bidrage til et barns underhold, hvis han ville. Men Levy var ikke interesseret i at betale børnepenge.

I retten forsøgte han først at få sagen afvist, og dernæst nægtede han at være fader til barnet. Han påpegede, at Hartwell ikke kunne anses for et være et ”uberygtet fruentimmer” og henviste til den store lovsamling Danske Lov fra 1683 og dens bestemmelser om, at det kun var uberygtede kvinder, som kunne kræve, at en mand skulle aflægge en ed på, at han talte sandt, når han nægtede faderskab. Han mente bestemt ikke, at Jane Hartwell var uberygtet.

Desværre for Jane Hartwell var hun ikke helt inde i det dansk vestindiske retsvæsens kringelkroge.

I sin stævning havde hun ønsket at få børnepenge, men hun havde ikke gjort det klart, at spørgsmålet om faderskab også skulle afgøres. Den lille uklarhed greb dommeren, og han belærte hende om, at de love som hjalp ”uden ægteskab besvangrede fruentimmere til bidrag fra fædrene […] forudsætter at barnefaderen er vis”. Det var, ifølge dommeren, ikke tilfældet i denne sag, hvor den anklagede barnefader jo nægtede sig skyldig.

Det stoppede ikke Jane Hartwell.

Knapt et år senere stod hun igen i Christiansted Byret. Nu gjaldt det om at få fastslået, at David Levy Jr. var far til hendes barn. For at bevise sin sag fremlagde Jane Hartwell sin datters dåbsattest, og her var Levy var angivet som fader. Men lige lidt hjalp det.

Denne gang blev tonen i dommen skærpet. Hartwell var nu ikke bare berygtet, hun var også et ”liderligt og ryggesløst fruentimmer”.

Levy ville ikke aflægge ed på ikke at være barnefader, og han ønskede også, at Jane Hartwell blev straffet som løgner på grund af hendes falske udlægning. For at styrke sin påstand fremlagde David Levy Jr. det kongelige reskript fra 1784.
Heri stod der udtrykkeligt, at når ”kulørte” udlagde ”blanke til barnefader”, skulle det være nok med en simpel benægtelse. Dommeren ræsonnerede i overensstemmelse med 1784 reskriptet og erklærede, at dåbsattesten var et ”ulovligt dokument, da det udtrykkeligt er forbudt at faderens navn til et kulørt barn, må af præsten inquireres”.

Attesten kunne altså ikke fungere som bevis på Levys faderskab, og Jane Hartwell tabte for anden gang sin sag.

På trods af hendes ihærdige forsøg lykkedes det ikke Jane Hartwell, at få David Levy til økonomisk at bidrage til datterens opvækst.  Reskriptet fra 1784, som aldrig tidligere havde været brugt i Christiansted Byret, blev endelig, 35 år efter det blev udstedt, taget i brug og sikrede, at David Levy ikke behøvede at betale børnepenge.

Roen i de hvide familier blev bevaret. Eller måske er historien i virkeligheden en helt anden.

Der er mange spørgsmål, som vi aldrig får svar på. Hvorfor besluttede Jane Hartwell fx at bringe sin sag for Christiansted Byret to gange? Hun vidste vel, at sager som hendes var ganske sjældne, og at hun havde dårlige odds mod en hvid mand. Som historien ovenfor viser, vandt Jane Hartwell ikke i retten, men måske vandt hun uden for retten.

Med retssagen var det lykkedes hende at gøre faderskabet offentligt, og derfor fik hun nok pillet lidt ved David Levys rygte. Lige meget hvor meget Levy nægtede, har det ikke været ærefuldt for ham, at en farvet kvinde to gange fik tvunget ham til at stille op i Christiansted Byret og trak ham gennem den lange retlige procedure.

Måske var folk i Christiansted begyndt at tro på Hartwell, for da sagen for anden gang kom for retten var han i hvert fald bekymret for sit rygte. Han gjorde sit for at sværte Hartwell til, og han ønskede som nævnt, at hun blev straffet for sine løgne. Levy har sikkert også måttet høre på vittigheder fra venner og forretningsforbindelser, fordi han blev trukket rundt i manegen af en farvet kvinde.

Ja, der er ikke megen tvivl om, at en sag af så enestående en karakter som sagen Hartwell vs. Levy er blevet bemærket og diskuteret blandt både slaver, frikulørte og hvide i Christiansteds butikker og romboder, på markedet og rundt omkring i de skyggefulde gallerier. Så selvom Hartwell ikke fik nogen børnepenge i retten, fik hun formodentlig sået tvivl om David Levys ære og anstændighed, og selvom det ikke hjalp hende økonomisk, har det nok været et lille plaster på såret. Jane Hartwells sag var, som sagt, helt unik.

Det vestindiske retsvæsen beskæftigede sig normalt ikke med sager om sorte og farvede kvinder og deres frie hvide partnere. I Vestindien måtte hensynet til de gode sæder, som prægede den danske lovgivning, vige, og det betød, at der ingen børnepenge var. I stedet gjaldt det om, at sørge for at opretholde skellet sorte og hvide, slaver og frie. Tilbage