Inter-kolonial flugt slavegjortes netværk, viden og agens

- en mikrohistorisk undersøgelse af maritim marronage i Dansk Vestindien, 1825-1848

Resume

Ved middagstid d. 15. juni 1831 befandt kaptajn Francisco Saragossa sig på skonnerten Maria i farvandet ved St. Thomas, en af de tre øer, som udgjorde de danske kolonier i Caribien. Nær nogle små øer vest for St. Thomas opdagede Saragossa en lille båd drive rundt og da han nærmede sig båden, fandt han tre slavegjorte ombord: Adolph, Antoine og Josephine. Tidligere samme dag havde båden været meldt savnet til St. Thomas’ politikontor af ejeren, en beboer ved navn Jean Baptist Gomez.

Ifølge Gomez var båden natten forinden blevet stjålet fra Frenchman’s Bay på den sydlige del af St. Thomas.

Saragossa indbragte Adolph, Antoine og Josephine til St. Thomas’ politikontor dagen efter, hvor de blev forhørt. Ifølge de tre slaver var de blevet foranlediget til deres flugt af en anden slave ved navn Cato, som havde vist dem båden, der havde ligget ophalet ved Frenchman’s Bay uden at være fastgjort. Her havde de også fundet bådens årer. Deres hensigt havde været at ro til Tortola, en ø godt 15 kilometer nordøst for St. Thomas, men da de først havde begivet sig ud på havet, brækkede en af årerne. De var derfor i stedet overladt til strømmen og vinden og lod sig drive mod Puerto Rico. Deres flugtforsøg endte imidlertid brat under et halvt døgn senere, da kaptajn Saragossa spottede og fangede dem. Som straf for flugtforsøget blev Cato, Adolph og Antoine idømt 50 piskeslag og Josephine 30 foran justitsstøtten i Charlotte Amalie, hovedbyen på St. Thomas.

Jean Baptiste Gomez modtog en bøde for ikke at have fastsurret og sikret sin båd mod tyveri og dermed muliggjort de slavegjortes flugt fra øen.

Ved at undersøge og besvare spørgsmålet om                   kan mit speciale bidrage til, at forskningen i maritim marronage i Dansk Vestindien adresserer, hvordan den stræben efter frihed, som flugten repræsenterede,
tog sig ud i sin faktiske historiske kontekst. Dette vil ligeledes medvirke til at belyse, hvad det caribiske rum har betydet for flugtmønstrene, herunder geografi, spredning af viden, netværk, lovgivning, med videre. Specialet vil
således medvirke til at bringe forskningen tættere på at belyse den konkrete flugt som fænomen, herunder de forhindringer, de flygtende slaver mødte undervejs samt det planlægningsarbejde, der lå forud for
flugten.

Slavernes flugt fra Dansk Vestindien rejser en række spørgsmål om, hvordan flugten blev planlagt, om de vidste, hvor de skulle hen, og hvordan de kunne komme dertil, og om der, ud over ønsket om frihed, var specifikke årsager til deres flugt. Den hidtidige forskning om caribiske slavegjortes flugt til søs, i forskningen benævnt maritim marronage, har kun i sjælden grad været i stand til at komme så tæt på de flygtende slaver, at spørgsmål om deres flugtpraksis som eksempelvis forhindringer, midler, metoder og motiver har kunnet besvares.6 Derfor vil dette speciale spørge ind til, hvordan den maritime marronage i Dansk Vestindien mellem 1825-1848 forløb i praksis, herunder hvem der flygtede, hvorfor de flygtede, og hvordan flugten var organiseret, samt hvilke lovgivningsmæssige og administrative rammer, der påvirkede slavernes flugt.

Da målet er at komme så tæt på slavegjortes flugt som muligt, benytter jeg i specialet en mikrohistorisk tilgang, hvori få konkrete sager om slavers flugt undersøges. Intentionen er dermed ikke at fremlægge et kvantitativt studie af maritim marronage i Dansk Vestindien i årene 1825-1848, men derimod at forsøge at komme tættere på en beskrivelse af de praktiske aspekter af slavernes flugt.

Download Kathrine Faust' speciale her.