Lægen P.E.W. Schlegel (1784-1849) og sundheden i det dansk-vestindiske slavesamfund
- Udgivelsestidspunkt : April 2007
- Dokumentnummer: Medlemsblad 2007-2
- Dokumenttype: Artikel i medlemsblad
- Institution: Dansk Vestindisk Selskab
- Emnekategori: Mennesker, Samfund og historie
En fortælling om opbygningen af et komplet sundhedssystem efter dansk forbillede med offentlige, militære og privatpraktiserende læger, hospitaler, apoteker og jordemødre.
”Folk siger, at ingen af de tilrejsende kan opholde sig dér uden sygdom, og at næsten ingen kommer tilbage i live”. Sådan skrev en dansk læge i 1745 om forholdene i Dansk Vestindien, og i de følgende hen ved hundrede år gentog folk på øerne dette udsagn og bevidnede af bitter erfaring, at sundhed var en skrøbelig og dyrekøbt vare i Dansk Vestindien. Derfor var bevarelsen af befolkningens sundhed også en opgave, som den danske kolonimagt på øerne tog meget alvorligt.
Det udmøntede sig bl.a. i opbygningen af et komplet sundhedssystem efter dansk forbillede med offentlige, militære og privatpraktiserende læger, hospitaler, apoteker og jordemødre.
En af de mest fremtrædende læger i dette sundhedssystem i første halvdel af 1800-tallet var Poul Elias Wintmöhl Schlegel. I det følgende vil jeg med udgangspunkt i Schlegels personlige historie belyse aspekter af sundhedsfor-holdene på de danskvestindiske øer i hans samtid, både blandt euro- og afrocaribiere. P.E.W. Schlegel var født i København i 1784 af velstillede forældre og tilhørende en familie af embedsmænd.
I god overensstemmelse hermed dimitteredes han i 1803 som student fra Metropolitanskolen til Københavns Universitet. Imidlertid færdiggjorde han ikke medicinstudiet på universitetet, men som mange af sine jævnaldrende delte han studiet mellem datidens to københavnske lægeskoler: Den teoretiske undervisning på universitetet og den praktiske undervisning på Det Kongelige Kirurgiske Akademi i Bredgade.
I 1809 tog Schlegel eksamen fra akademiet, hvorved han blev kirurg og ikke mediciner, hvilket skulle vise sig at få konsekvenser senere i hans karriere.
I de følgende år under Englandskrigen (1807-1814) arbejdede Schlegel som militærkirurg i København og på felthospitalerne i Frederiksborg. I samme periode (1811) blev han gift med Dorothea Marie Neergaard (1787-1852), og allerede året efter fik de deres første barn, Caroline Sigfriede Petrea Sophie Schlegel (18121887). Det var også i denne periode, nærmere bestemt i 1813, at Schlegel udførte det første beskrevne kejsersnit i Danmarkshistorien. Som det var normalt ved den slags indgreb døde både mor og barn, hvilket netop var årsagen til indgrebets sjældenhed. Ved krigens afslutning i 1814 udnævntes Schlegel til ny garnisonskirurg i Christiansted på St. Croix.
Den verden, som mødte Schlegel ved hans ankomst til Dansk Vestindien i 1816, var på mange måder fremmed for ham, ikke bare på det personlige plan, men også professionelt. Hans uddannelse havde ikke indeholdt nogen undervisning i de voldsomme febersygdomme, som ”gras-serede” blandt europæere i det tropiske klima, for slet ikke at nævne de særlige lidelser, som kun ramte slaverne. Allerhøjest kan han have læst om dem på Kirurgisk Akademis bibliotek, hvor de tre eneste kendte værker om emnet i Danmark, som alle var udenlandske, befandt sig.
Uanset sit mulige manglende kendskab til de lokale sygdomme, synes Schlegel dog hurtigt at have opnået en god økonomi i sin nye stilling. Allerede i 1817 ejede han en apotekerbod i Christiansted, som åbenbart var så god en forretning, at der var råd til at ansætte den danske farmaceut og botaniker Peder Eggert Benzon som apoteker og til at udvide forretningen til et regulært apotek uden hensyn til omkostningerne.
Det var ganske normalt for læger på St. Croix at have den slags udsalg af apotekervarer i forbindelse med deres konsultation, selvom det var forbudt ifølge dansk lov. En af hovedårsagerne til Schlegels gode økonomiske stilling var sandsynligvis netop apotekerudsalget, idet stillingen som garnisonskirurg var dårligt betalt. Den gode økonomi var der brug for på hjemmefronten, for børneflokken voksede hurtigt med Pauline Elise i 1815, Frantz Lotharius Adrian i 1817, Olivia Thalia Camilla i 1819, Mathilde Adelaide i 1820 og Henrik Frederik Wintmill i 1824.
På den lægefaglige front gik det også ganske godt for Schlegel. Hans overordnede, landfysikus Johan Frederik Bloch (1780-1827), var statens øverste medicinske autoritet på øerne, men eftersom Blochs helbred var svigtende, vikarierede Schlegel ofte for ham som konstitueret landfysikus på St. Croix. Da Bloch døde i 1827, blev Hans Balthasar Hornbeck (1800-1870) udnævnt til landfysikus for øerne, men eftersom han var stationeret i den travle handelsby Charlotte Amalie på St. Thomas, fortsatte Schlegel stort set sin konstitution som landfysikus på St. Croix, indtil han flyttede tilbage til Danmark i 1845. Når Schlegel ikke fik stillingen som landfysikus foran den yngre
Hornbeck, men formelt vedblev at være garnisons- og regimentskirurg, skyldes det sandsynligvis, at han kun var kirurg og ikke mediciner som Hornbeck. I 1700tallet havde der været stor forskel på den faglige ekspertise blandt hhv. de teoretisk uddannede medicinere uddannet på universiteterne og kirurgerne som var praktisk uddannet i mesterlære, men selvom den forskel var udvisket på Schlegels tid, krævede loven stadig, at landfysikus var mediciner. Altså kunne Schlegel kun være konstitueret landfysikus. Til gengæld blev hans faglige kompetence anerkendt af hans kolleger i Danmark, idet han allerede i 1820 blev korresponderende medlem af det kongelige medicinske selskab.
Schlegels arbejde som (konstitueret) landfysikus indbefattede først og fremmest at holde opsyn med øernes almene sundhedstilstand. Dvs., at han skulle tage ud til alle de syge, som havde brug for eller forlangte hans hjælp, rig som fattig, og at han skulle holde opsyn med kvaliteten af levnedsmidler, vand og renlighed i området.
Desuden skulle han udføre obduktionsforretninger i forbindelse med unormale dødsfald (selvmord, forgiftning etc.), holde opsyn med jordemodervæsenet (vejlede m.m.), etablere de fornødne forholdsregler ved epidemiske sygdomme (han var født medlem af karantæneforvaltningen), bekæmpe kvaksalveri, overvåge apotekervæsenet, fremme vaccination mod kopper og sende medicinalberetninger om alt det ovenstående hjem til Sundhedskollegiet i København – rigets øverste medicinske myndighed.
Som nævnt var sygdomsmiljøet i Dansk Vestindien, og i Vestindien i det hele taget, mere aggressivt, end europæere var vant til. Det skyldtes, at sygdommene i Vestindien stammede fra tre forskellige kontinenter: Europa, Afrika og Amerika. Europæere og afrikanske slaver havde haft sygdomme med, der hørte hjemme i hhv. Europa og Afrika, og sammen med de sygdomme som allerede fandtes blandt de indianske befolkninger i Amerika, kom disse sygdomme til at udgøre en dødbringende vestindisk cocktail.
Men hvad var det så for sygdomme en læge i Dansk Vestindien stod overfor? Her må man skelne mellem de sygdomme, som eurocaribierne led af, og dem der ramte afrocaribierne, navnlig slaverne.
Blandt eurocaribierne var de hyppigst forekommende sygdomme dysenteri, en lang række febersygdomme og indvoldsorm. Af disse forårsagede dysenteri og feber den højeste dødelighed. Dertil kom dels farlige epidemiske sygdomme som f.eks. gul feber og kopper, og mindre hyppige lidelser som forskellige betændelsessygdomme, tuberkulose, ødemer, fnat, syfilis og gonorré. Årsagen til sygdommene mente samtidens lægevidenskab skulle findes i det varme klima, kombineret med en dårlig livsførelse.
I starten af 1800-tallet kendte lægevidenskaben endnu ikke til vira og bakterier som årsag til sygdomme, og derfor mente man, at det var dårlig luft fra sumpe, dug, fugt, overophedning og forkert diæt som skabte sygdommene. De hyppigste sygdomme blandt slaverne var de samme som blandt eurocaribierne, nemlig indvoldsorm, febre, dysenteri og diarré.
Der var imidlertid sygdomme, som slaverne ramtes af langt hyppigere end eurocaribierne. Det var f.eks. spedalskhed, filariasis, yaws, Guinea orm og brok. Dertil kom parasitsygdomme som chigres og fnat, og respirationssygdomme, stivkrampe og ødemer. Nogle af disse sygdomme havde slaverne haft med sig fra Afrika, nemlig yaws og Guinea-orm, mens andre skyldtes det hårde arbejde, f.eks. brok, og de dårlige leveforhold, f.eks. fnat, respirationssygdomme og stivkrampe. Som det ses, var der rigeligt at tage fat på for lægerne i Dansk Vestindien, men i det følgende vil jeg fokusere på et af de ovennævnte områder, hvor Schlegels arbejde som (konstitueret) landfysikus fik en særlig betydning for slavebefolkningen, nemlig vaccinationen mod kopper.
På Schlegels tid var sygdommen kopper stadig en af menneskehedens store dræbere. Bekæmpelsen af sygdommen blev først effektiv fra 1798, hvor den engelske læge Edward Jenner offentliggjorde sin nye metode kaldet vaccination, dvs. indpodning af materie fra et tilfælde af sygdommen kokopper (vaca betyder ko på latin). Behandlingen gjorde de vaccinerede immune overfor menneskekopper.
Vaccinationen ankom til Dansk Vestindien fra USA allerede i 1803, og lægerne satte alle kræfter ind på, at så stor en del af befolkningen som muligt skulle vaccineres. Særlig vigtigt var det at få slaverne vaccineret, for sukkerproduktionen var afhængig af deres arbejdskraft, og døde de af kopper, kunne de ikke som tidligere erstattes af nye slaver fra Afrika, idet slavehandelen var blevet forbudt. Da Schlegel ankom til St. Croix i 1816 var vaccinationen stadig i gang for fuld kraft, om end man altid havde problemer med at skaffe virksomt vaccinestof. Når man løb tør, måtte en uvaccineret person, gerne et barn, sendes til en af naboøerne for at lade sig vaccinere, og dermed bære vaccinestoffet med sig tilbage.
Som konstitueret landfysikus på St. Croix fortsatte Schlegel vaccinationen med uformindsket styrke. Det var landfysikus’ opgave at rejse rundt til alle øens kvarterer og vaccinere alle slaver efter et nøje fastlagt skema. Ved denne grundighed afværgede man i 1820 en stor koppeepidemi, som på St. Thomas krævede knap 1000 døde.
Modsat St. Croix var man på St. Thomas ikke afhængig af sukkerproduktion og derfor heller ikke af at holde slaver raske og arbejdsdygtige, men derimod af handelen. Derfor var man imod alt som kunne hindre varernes frie bevægelighed, hvilket karantæneberedskabet uvægerligt gjorde, og man var tilbageholdende med at tvinge folk til vaccination.
Resultatet var derefter. I 1824 og 1827 viste kopperne sig igen i Dansk Vestindien og denne gang også hos Schlegel på St. Croix, trods vaccinationen og det sædvanlige karantæneberedskab i havnene. Derfor blev sundhedssystemet omgående sat i alarmberedskab.
I 1827 var det så galt, at generalguvernøren, under kyndig vejledning af Schlegel, satte øen i total karantæne. Alle syge blev interneret hvor de var og havnene lukket. Heldigvis var antallet af døde også denne gang ganske få, mens forholdene på St. Thomas igen var langt værre. Efter denne epidemi varede det helt indtil 1843 før kopperne vendte tilbage til St. Croix, men på dette tidspunkt konstituerede Schlegel ikke længere som landfysikus. Dog var hans gamle karantænebestemmelser lige effektive, og endnu engang slap St. Croix med kun 31 smittede og 4 døde, mens St. Thomas havde ca. 2000 smittede og flere hundrede døde.
Efter disse og andre strabadser gennem mange års tro tjeneste i Dansk Vestindien gik læge Schlegel i 1845 på pension og vendte tilbage til Danmark. Her gik det ham som så mange andre aldrende hjemvendte vestindere – det kolde klima var for hårdt efter de mange år i troperne, og i 1849 døde P.E.W. Schlegel.
Imidlertid var det ikke enden på hans tjenester for sundheden og lægevidenskaben i det danske rige. For efter hans død blev hans omfangsrige bibliotek på 830 bind om fortrinsvis lægevidenskabelige emner solgt på auktion og størstedelen gik til universitetsbiblioteket i København.
Eftersom mange af Schlegels bøger var klassiske udenlandske værker om vestindiske sygdomme betød overførslen til universitetsbiblioteket, at nu blev den viden om vestindiske sygdomme, som stort set havde manglet indtil da, endelig tilgængelig i Danmark. Schlegels bøger findes den dag idag i Det Kongelige Bibliotek, og kataloget for auktionen over dem gør det muligt at få et enestående indtryk af, hvad han vidste om vestindiske sygdomme og deres behandling.
Det udmøntede sig bl.a. i opbygningen af et komplet sundhedssystem efter dansk forbillede med offentlige, militære og privatpraktiserende læger, hospitaler, apoteker og jordemødre.
En af de mest fremtrædende læger i dette sundhedssystem i første halvdel af 1800-tallet var Poul Elias Wintmöhl Schlegel. I det følgende vil jeg med udgangspunkt i Schlegels personlige historie belyse aspekter af sundhedsfor-holdene på de danskvestindiske øer i hans samtid, både blandt euro- og afrocaribiere. P.E.W. Schlegel var født i København i 1784 af velstillede forældre og tilhørende en familie af embedsmænd.
I god overensstemmelse hermed dimitteredes han i 1803 som student fra Metropolitanskolen til Københavns Universitet. Imidlertid færdiggjorde han ikke medicinstudiet på universitetet, men som mange af sine jævnaldrende delte han studiet mellem datidens to københavnske lægeskoler: Den teoretiske undervisning på universitetet og den praktiske undervisning på Det Kongelige Kirurgiske Akademi i Bredgade.
I 1809 tog Schlegel eksamen fra akademiet, hvorved han blev kirurg og ikke mediciner, hvilket skulle vise sig at få konsekvenser senere i hans karriere.
I de følgende år under Englandskrigen (1807-1814) arbejdede Schlegel som militærkirurg i København og på felthospitalerne i Frederiksborg. I samme periode (1811) blev han gift med Dorothea Marie Neergaard (1787-1852), og allerede året efter fik de deres første barn, Caroline Sigfriede Petrea Sophie Schlegel (18121887). Det var også i denne periode, nærmere bestemt i 1813, at Schlegel udførte det første beskrevne kejsersnit i Danmarkshistorien. Som det var normalt ved den slags indgreb døde både mor og barn, hvilket netop var årsagen til indgrebets sjældenhed. Ved krigens afslutning i 1814 udnævntes Schlegel til ny garnisonskirurg i Christiansted på St. Croix.
Den verden, som mødte Schlegel ved hans ankomst til Dansk Vestindien i 1816, var på mange måder fremmed for ham, ikke bare på det personlige plan, men også professionelt. Hans uddannelse havde ikke indeholdt nogen undervisning i de voldsomme febersygdomme, som ”gras-serede” blandt europæere i det tropiske klima, for slet ikke at nævne de særlige lidelser, som kun ramte slaverne. Allerhøjest kan han have læst om dem på Kirurgisk Akademis bibliotek, hvor de tre eneste kendte værker om emnet i Danmark, som alle var udenlandske, befandt sig.
Uanset sit mulige manglende kendskab til de lokale sygdomme, synes Schlegel dog hurtigt at have opnået en god økonomi i sin nye stilling. Allerede i 1817 ejede han en apotekerbod i Christiansted, som åbenbart var så god en forretning, at der var råd til at ansætte den danske farmaceut og botaniker Peder Eggert Benzon som apoteker og til at udvide forretningen til et regulært apotek uden hensyn til omkostningerne.
Det var ganske normalt for læger på St. Croix at have den slags udsalg af apotekervarer i forbindelse med deres konsultation, selvom det var forbudt ifølge dansk lov. En af hovedårsagerne til Schlegels gode økonomiske stilling var sandsynligvis netop apotekerudsalget, idet stillingen som garnisonskirurg var dårligt betalt. Den gode økonomi var der brug for på hjemmefronten, for børneflokken voksede hurtigt med Pauline Elise i 1815, Frantz Lotharius Adrian i 1817, Olivia Thalia Camilla i 1819, Mathilde Adelaide i 1820 og Henrik Frederik Wintmill i 1824.
På den lægefaglige front gik det også ganske godt for Schlegel. Hans overordnede, landfysikus Johan Frederik Bloch (1780-1827), var statens øverste medicinske autoritet på øerne, men eftersom Blochs helbred var svigtende, vikarierede Schlegel ofte for ham som konstitueret landfysikus på St. Croix. Da Bloch døde i 1827, blev Hans Balthasar Hornbeck (1800-1870) udnævnt til landfysikus for øerne, men eftersom han var stationeret i den travle handelsby Charlotte Amalie på St. Thomas, fortsatte Schlegel stort set sin konstitution som landfysikus på St. Croix, indtil han flyttede tilbage til Danmark i 1845. Når Schlegel ikke fik stillingen som landfysikus foran den yngre
Hornbeck, men formelt vedblev at være garnisons- og regimentskirurg, skyldes det sandsynligvis, at han kun var kirurg og ikke mediciner som Hornbeck. I 1700tallet havde der været stor forskel på den faglige ekspertise blandt hhv. de teoretisk uddannede medicinere uddannet på universiteterne og kirurgerne som var praktisk uddannet i mesterlære, men selvom den forskel var udvisket på Schlegels tid, krævede loven stadig, at landfysikus var mediciner. Altså kunne Schlegel kun være konstitueret landfysikus. Til gengæld blev hans faglige kompetence anerkendt af hans kolleger i Danmark, idet han allerede i 1820 blev korresponderende medlem af det kongelige medicinske selskab.
Schlegels arbejde som (konstitueret) landfysikus indbefattede først og fremmest at holde opsyn med øernes almene sundhedstilstand. Dvs., at han skulle tage ud til alle de syge, som havde brug for eller forlangte hans hjælp, rig som fattig, og at han skulle holde opsyn med kvaliteten af levnedsmidler, vand og renlighed i området.
Desuden skulle han udføre obduktionsforretninger i forbindelse med unormale dødsfald (selvmord, forgiftning etc.), holde opsyn med jordemodervæsenet (vejlede m.m.), etablere de fornødne forholdsregler ved epidemiske sygdomme (han var født medlem af karantæneforvaltningen), bekæmpe kvaksalveri, overvåge apotekervæsenet, fremme vaccination mod kopper og sende medicinalberetninger om alt det ovenstående hjem til Sundhedskollegiet i København – rigets øverste medicinske myndighed.
Som nævnt var sygdomsmiljøet i Dansk Vestindien, og i Vestindien i det hele taget, mere aggressivt, end europæere var vant til. Det skyldtes, at sygdommene i Vestindien stammede fra tre forskellige kontinenter: Europa, Afrika og Amerika. Europæere og afrikanske slaver havde haft sygdomme med, der hørte hjemme i hhv. Europa og Afrika, og sammen med de sygdomme som allerede fandtes blandt de indianske befolkninger i Amerika, kom disse sygdomme til at udgøre en dødbringende vestindisk cocktail.
Men hvad var det så for sygdomme en læge i Dansk Vestindien stod overfor? Her må man skelne mellem de sygdomme, som eurocaribierne led af, og dem der ramte afrocaribierne, navnlig slaverne.
Blandt eurocaribierne var de hyppigst forekommende sygdomme dysenteri, en lang række febersygdomme og indvoldsorm. Af disse forårsagede dysenteri og feber den højeste dødelighed. Dertil kom dels farlige epidemiske sygdomme som f.eks. gul feber og kopper, og mindre hyppige lidelser som forskellige betændelsessygdomme, tuberkulose, ødemer, fnat, syfilis og gonorré. Årsagen til sygdommene mente samtidens lægevidenskab skulle findes i det varme klima, kombineret med en dårlig livsførelse.
I starten af 1800-tallet kendte lægevidenskaben endnu ikke til vira og bakterier som årsag til sygdomme, og derfor mente man, at det var dårlig luft fra sumpe, dug, fugt, overophedning og forkert diæt som skabte sygdommene. De hyppigste sygdomme blandt slaverne var de samme som blandt eurocaribierne, nemlig indvoldsorm, febre, dysenteri og diarré.
Der var imidlertid sygdomme, som slaverne ramtes af langt hyppigere end eurocaribierne. Det var f.eks. spedalskhed, filariasis, yaws, Guinea orm og brok. Dertil kom parasitsygdomme som chigres og fnat, og respirationssygdomme, stivkrampe og ødemer. Nogle af disse sygdomme havde slaverne haft med sig fra Afrika, nemlig yaws og Guinea-orm, mens andre skyldtes det hårde arbejde, f.eks. brok, og de dårlige leveforhold, f.eks. fnat, respirationssygdomme og stivkrampe. Som det ses, var der rigeligt at tage fat på for lægerne i Dansk Vestindien, men i det følgende vil jeg fokusere på et af de ovennævnte områder, hvor Schlegels arbejde som (konstitueret) landfysikus fik en særlig betydning for slavebefolkningen, nemlig vaccinationen mod kopper.
På Schlegels tid var sygdommen kopper stadig en af menneskehedens store dræbere. Bekæmpelsen af sygdommen blev først effektiv fra 1798, hvor den engelske læge Edward Jenner offentliggjorde sin nye metode kaldet vaccination, dvs. indpodning af materie fra et tilfælde af sygdommen kokopper (vaca betyder ko på latin). Behandlingen gjorde de vaccinerede immune overfor menneskekopper.
Vaccinationen ankom til Dansk Vestindien fra USA allerede i 1803, og lægerne satte alle kræfter ind på, at så stor en del af befolkningen som muligt skulle vaccineres. Særlig vigtigt var det at få slaverne vaccineret, for sukkerproduktionen var afhængig af deres arbejdskraft, og døde de af kopper, kunne de ikke som tidligere erstattes af nye slaver fra Afrika, idet slavehandelen var blevet forbudt. Da Schlegel ankom til St. Croix i 1816 var vaccinationen stadig i gang for fuld kraft, om end man altid havde problemer med at skaffe virksomt vaccinestof. Når man løb tør, måtte en uvaccineret person, gerne et barn, sendes til en af naboøerne for at lade sig vaccinere, og dermed bære vaccinestoffet med sig tilbage.
Som konstitueret landfysikus på St. Croix fortsatte Schlegel vaccinationen med uformindsket styrke. Det var landfysikus’ opgave at rejse rundt til alle øens kvarterer og vaccinere alle slaver efter et nøje fastlagt skema. Ved denne grundighed afværgede man i 1820 en stor koppeepidemi, som på St. Thomas krævede knap 1000 døde.
Modsat St. Croix var man på St. Thomas ikke afhængig af sukkerproduktion og derfor heller ikke af at holde slaver raske og arbejdsdygtige, men derimod af handelen. Derfor var man imod alt som kunne hindre varernes frie bevægelighed, hvilket karantæneberedskabet uvægerligt gjorde, og man var tilbageholdende med at tvinge folk til vaccination.
Resultatet var derefter. I 1824 og 1827 viste kopperne sig igen i Dansk Vestindien og denne gang også hos Schlegel på St. Croix, trods vaccinationen og det sædvanlige karantæneberedskab i havnene. Derfor blev sundhedssystemet omgående sat i alarmberedskab.
I 1827 var det så galt, at generalguvernøren, under kyndig vejledning af Schlegel, satte øen i total karantæne. Alle syge blev interneret hvor de var og havnene lukket. Heldigvis var antallet af døde også denne gang ganske få, mens forholdene på St. Thomas igen var langt værre. Efter denne epidemi varede det helt indtil 1843 før kopperne vendte tilbage til St. Croix, men på dette tidspunkt konstituerede Schlegel ikke længere som landfysikus. Dog var hans gamle karantænebestemmelser lige effektive, og endnu engang slap St. Croix med kun 31 smittede og 4 døde, mens St. Thomas havde ca. 2000 smittede og flere hundrede døde.
Efter disse og andre strabadser gennem mange års tro tjeneste i Dansk Vestindien gik læge Schlegel i 1845 på pension og vendte tilbage til Danmark. Her gik det ham som så mange andre aldrende hjemvendte vestindere – det kolde klima var for hårdt efter de mange år i troperne, og i 1849 døde P.E.W. Schlegel.
Imidlertid var det ikke enden på hans tjenester for sundheden og lægevidenskaben i det danske rige. For efter hans død blev hans omfangsrige bibliotek på 830 bind om fortrinsvis lægevidenskabelige emner solgt på auktion og størstedelen gik til universitetsbiblioteket i København.
Eftersom mange af Schlegels bøger var klassiske udenlandske værker om vestindiske sygdomme betød overførslen til universitetsbiblioteket, at nu blev den viden om vestindiske sygdomme, som stort set havde manglet indtil da, endelig tilgængelig i Danmark. Schlegels bøger findes den dag idag i Det Kongelige Bibliotek, og kataloget for auktionen over dem gør det muligt at få et enestående indtryk af, hvad han vidste om vestindiske sygdomme og deres behandling.
Niklas Thode Jensen Kildehenvisninger til denne artikel og baggrund for artiklen
- Carl Adolph Mallerbach: In aug. Medica complectens observatines de morbis advenas in America vexantibus speciatim in insulis St. Thomæ et St. Crucis. Hafnia 1745.
- Niklas Thode Jensen: En verden til forskel? Undersøgelser af lægerne og sundhedsvæsenet i Dansk Vestindien mellem 1755 og 1830. Bibliotek for Læger, hæfte 4 (december), 194. årgang, 2002, s. 281-282.
- Kristian Carøe: Den Danske Lægestand 14791900. København 1977. III. Læger og Kirurger, 1786-1838, s. 107. V. Supplementbind, s. 80.
- Poul Schlegel, Beskrivelse af en Sectio cæsarea, foretaget af Undertegnede i Forbindelse med Distriktchirurg Lynge paa en indsidders Kone i Frøerslev Bye ved Frederiksborg den 2den October 1813. In: Nyt Bibliotek for Læger, 1815, 2. bind, s. 39-55.
- C. F. Bricka: Dansk biografisk lexikon, tillige omfattende Norge for Tidsrummet 1537-1814. København. Gyldendalske Boghandels Forlag (F. Hegel & Søn). 1887-1905.
- Det Kongelige chirurgiske Academies Bogsamling til offentlig Nytte. København 1807.
- Peder Eggert Benzon: Naturforskeren, apotekeren på St. Croix Peder Eggert Benzons efterladte dagbøger og breve (1816-1841). In: Aage Schæfer (ed.): Theriaca, Samlinger til Farmaciens og Medicinens historie, Hefte 12. Dansk Farmacihistorisk Selskab, Kbh. 1967, s 12-13.
- Niklas Thode Jensen: En verden til forskel? Undersøgelser af sundhedsvæsenet og lægerne i Dansk Vestindien, 1755-1830. Upubliceret speciale, Institut for Historie, Københavns Universitet, 2002. s. 45-46.
- Hugo Ryberg: A list of the names on inhabitants of the Danish West Indian Islands „The Virgins Islands“ from 1650 - ca. 1825: compiled from the sources in The Royal State archive in Copenhagen „Denmark“. Editor Rigmor de Vicq. Upubliceret. København 1945. s. 480.
- Kristian Carøe: Den Danske Lægestand 1479-1900. København 1977. III. Læger og Kirurger, 1786-1838, s. 92. V. Supplementbind, s. 78.
- C. F. Bricka: Dansk biografisk lexikon, tillige omfattende Norge for Tidsrummet 1537-1814. København. Gyldendalske Boghandels Forlag (F. Hegel & Søn). 1887-1905.
- Jacob Henrie Schou: Chronologisk Register over de Kongelige forordninger og Aabne Breve, samt andre trykte anordninger, som fra Aar 1670 af ere udkomne, tiligemed et nøiagtigt udtog af de endnu gieldende, for saavidt samme i Almindelighed angaae Undersaatterne i Danmark og Norge, forsyndet med et alphabetisk Register. København 1823. XVIII Deel, for 1818 til 1822. s. 30-42. ”Instruction, hvorefter samtlige Stifts- og Land-physici i Danmark sig i deres Embeder skal rette og forholde” af 4. marts 1818.
- Niklas Thode Jensen: En verden til forskel? Undersøgelser af sundhedsvæsenet og lægerne i Dansk Vestindien, 1755-1830. Upubliceret speciale, Institut for Historie, Københavns Universitet, 2002. s. 24-26.
- Niklas Thode Jensen: For slavernes sundhed. Sygdom, sundhed og koloniadministrationens sundhedspolitik blandt plantageslaverne på St. Croix, Dansk Vestindien, 1803-1848. Ph.d.afhandling. Københavns Universitet, 2006. s. 430-247
- Fortegnelse over afdøde Regimentschirurg, R. af D. og D.M. P. E. Schlegels efterladte bogsamling henhørende til lægevidenskabens forskellige fag… København 1850.